Kulturbyen Budapest og omegn

Forslag til grupperejse

Foto: © JONATHAN – Fotolia.com

8 dage


Forkæl dig selv med denne fantastiske rejse til den ungarske hovedstad, hvor vi skal opleve kulturbyen »an der schönen, blauen Donau« i både fortid og nutid

Dag 1
Undervejs gør vi ophold ved den dansk-tyske grænse med mulighed for indkøb. Desuden holder vi pauser med passende mellemrum på vej sydpå, hvor vi skal overnatte og spise aftensmad.

Dag 2
Næste dag fortsætter vi gennem Tjekkiet, forbi Prag og videre sydpå, indtil vi kommer frem til den ungarske grænse. Ankomst og indtjekning på hotellet i Budapest foregår sidst på eftermid­dagen. Vi spiser herefter aftensmad på hotellet.

Dag 3
Efter morgenmaden kører vi på byrundtur. Her oplever vi den smukke hovedstad, som deler sig i to på hver sin side af floden Donau. Vi starter på Pest-siden med at køre igennem byparken, som er en af Budapests største parker med mange berømte bygninger, og hvor vi gør ophold og ser på Heltepladsen. Derefter kører vi ad Andrassy Boulevard med de mange prægtige bygninger ind mod centrum. Undervejs passerer vi den gigantiske parlamentsbygning og kører videre over en af de smukke broer over Donau til Buda-siden, hvor vi kører op på Borghøjen med det gamle slot og den prægtige Mathiaskirke. På tilbagevejen til centrum kommer vi forbi Gellert-bjerget med Citadel- og Befrielsesmonumentet. Nu er der lejlighed til at nyde Budapests gader på egen hånd. Besøg bl.a. en af de mange hyggelige caféer/konditorier, smag de lækre kager, og nyd en kop kaffe. Aftensmaden spiser vi på en af byens berømte restauranter.

Dag 4
Efter endnu en god nats søvn kører vi til byen Esztergom, hvor Ungarns største og mest imponerende domkirke ligger. Herefter kører vi til byen Visegrad, de ungarske kongers gamle residensby. Vi besøger slotsruinerne, som ligger højt hævet over Donau, hvor vi nyder den fantastiske udsigt over floden. Vores sidste besøg bliver i den idylliske by Szentendre, der ligger ved Donauknæet, hvor den store flod slår et knæk mod syd. Med sit maleriske barokcentrum bærer byen præg af, at tiden næsten har stået stille siden 1700-tallet. Der bliver her mulighed for at besøge det famøse keramikmuseum. Om aftenen mødes vi ved hotellet og kører til folkloreaften med mad, musik og opvisning.

Dag 5
Efter morgenmad skal vi om formiddagen rigtig nyde livet, ligesom ungarerne gør det. Vi tager på et af de mange kurbade, hvor vandet er hentet direkte fra Budapests underjordiske varme kilder, der indeholder forskellige nærende og naturlige stoffer for kroppens ve og vel. Det siges, at man bliver 10 år yngre efter sådan et bad! Budapests kurbade er vidt berømte for deres særlige stemning og arkitektur, der minder én om fordums storhedstider – en oplevelse for alle sanser! Har man ikke lyst til at bade, er dagen til fri rådighed. Eftermiddagen kan bl.a. bruges til shopping, cafébesøg m.v. Om aftenen mødes vi til en sejltur med aftensmad på Donau.

Dag 6
Efter morgenmaden kører vi ud i den ungarske natur. Snart befinder vi os på den ungarske prærie, puszctaen, hvor vi får et foredrag om livet på landet i Ungarn. Gennem tiden har hesten været et vigtigt redskab i menneskets dagligdag, og dette makkerskab ser vi demonstreret i en fantastisk hesteopvisning. Et sigøjnerorkester sørger for den helt rigtige stemning, mens vi nyder den velsmagende gullaschsuppe inden hovedretten. Gullaschsuppen tilberedes på klassisk vis i en bogracs, som er en stor gryde over åben ild. Mætte af indtryk kører vi tilbage til Budapest. Resten af dagen er til egen disposition.

Dag 7
Vi forlader Budapest efter morgenmaden og kører videre gennem Tjekkiet, hvor vi skal have vores sidste overnatning på denne tur. Vi spiser aftensmad på hotellet.

Dag 8
Vi forlader hotellet og begynder hjemrejsen til Danmark.

INKLUDERER

  • Transport i turistbus
  • Kaffe og rundstykker i bussen dag 1
  • 7 hotelovernatninger med morgenmad
  • 6 gange aftensmad (inkl. folkloreaften)
  • Frokost dag 6
  • Entré til hesteopvisning
  • Lokalguide i Budapest
  • Sejltur på Donau
  • Dansk rejseleder
Scroll to top